Skotland Fly

Edinburgh - Loch Ness - Isle of Skye - Isle of Mull

Skotland er et land med en fascinerende historie og et stolt folkefærd. Skotland er også et land fuld af kontraster i både naturen, der veksler fra barske bjerge til blide bakker, og i kulturen – lige fra Hadrians 120 km lange mur opført af romerne over klaner, sækkepiber og whisky til Edinburghs historiske attraktioner og Glasgows moderne arkitektur og fristende shopping-atmosfære.

Du oplever det hele under denne smukke rundrejse, som også byder på besøg ved Skotlands smukkeste indlandssø Loch Lomond og den nok så berømte Loch Ness - med eller uden et glimt af ”Nessie”!
Naturoplevelserne er i det hele taget ud over alle grænser betagende. Et højdepunkt er Isle of Mull, hvor smukke strande fryder øjet og kyststrækningen har et prægtigt dyreliv med nysgerrige søpapegøjer, havfugle kolonier, hvaler og hajer. På mytiske Iona oplever du en spirituel stemning og klostret regnes som et af de helligste steder i Storbritannien.

Whisky’en smager du også på, ligesom der er tid til at besøge en ægte skotsk pub – ja, måske mere end en!

PANTER REJSER ANBEFALER
• Super centralt hotel i Edinburgh
• Det forrygende og verdensberømte Tattoo i Edinburgh
• Overnatning på bedårende Isle of Mull med afstikker til klippeøen Iona
• Smag på den berømte skotske whisky - liflige dråber for ganen

Rejsen findes også med bus og skib med to ekstra dage - klik her

Flybilletter er ikke inklusiv i prisen, men kan tilkøbes hos Panter Rejser.

Enkeltværelsestillæg på kr. 2.000,-

Pris fra:
8.899,-
Dage:7
• Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet • Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus • Dygtig og rutineret chauffør • Erfaren dansk rejseleder • 6 overnatninger på hotel med morgenmad • 6 x middag • Sejlads til Isle of Skye • Sejlads til / fra Mull og Iona • Alle nævnte udflugter ekskl. entreer og yderligere sejlture • Skat, moms og bidrag til Rejsegarantifonden
Transportmåde:Fly
Bestil rejse

Dagsprogram

1. dag: Edinburgh og Tattoo
Efter ankomst er der indkvarting på hotellet i Edinburgh, hvor du mødes med dine medrejsende, som kommer til Edinburgh med vores busrejse. Edinburghs største attraktioner er Edinburgh Castle og Holyrood Palace, som i dag er kongelig residens. Efter aftensmaden har du mulighed for at opleve det fantastiske Tattoo på Edinburgh Castle. Kr. 450,- for billet på langsiden (Flybilletter til Edinburgh og billetter til Tattoo kan bestilles sammen med rejsen).

2. dag: Edinburgh, Højlandet og whiskysmagning
Formiddagen bruges på en slentretur på The Royal Mile og shopping på Princes Street. Rejselederen har helt sikkert et tip eller to i ærmet til spændende besøg. Har du lyst til at besøge Dronningens skib ”The Royal Yacht Britannia”, der ligger i Edinburgh, har du muligheden for det nu. Skibet har været hjem for Dronningen og hendes familie i mere end 40 år på ture over hele verden. Ombord følger du i fodsporene på verdens ledere som Winston Churchill, Nelson Mandela og Gandhi på din vej rundt på skibet. Skibet er i dag en af de største attraktioner i Skotland. Hen på eftermiddagen forlader vi Edinburgh og kører gennem de spektakulære Grampian Mountains, hvor klanerne den dag i dag hersker. Undervejs besøger vi Edradour Destillery, som er Skotlands mindste. I Højlandet og Aviemore’s skønne bjerge slutter dagen, og vi overnatter på et dejligt 4* resort hotel.

3. dag: Loch Ness og Fort William
Via Inverness, den største by i Højlandet, når vi til sagnomspundne Loch Ness. Hvis vejret tillader det, kan en naturskøn bådtur fra Fort Augustus med pragtfuld udsigt over søen anbefales. Under sejlturen er der rig lejlighed til at spejde efter ”Nessie”. Alternativt kan du få et glimt af ”uhyret” i besøgscentrene ved Drumnadrochit. Du har også mulighed for at besøge den velbevarede ruin af Urquhart Castle. Forude venter 2 overnatninger ved Fort William, dramatisk og smukt beliggende ved foden af Ben Nevis, Storbritanniens største bjerg og ned til Loch Linnhe søen.

4. dag: Fantastiske Isle of Skye og Glenfinnan
Et af turens højdepunkter er Isle of Skye, den største ø i de Indre Hebrider. Her veksler bølgende bakker og forrevne klipper med grønne enge og nøgne bjerge. Men før vi når så langt, ser du Glenfinnan, som hvert år tiltrækker mange tusinder turister, der kommer for at opleve det bjergtagende sceneri og den specielle atmosfære, her hvor Jacobite damptog passerer gennem landskabet i sommermånederne. Måske kender du sceneriet fra Harry Potter filmene med billederne af Hogwarts Expressen, der kører gennem landskabet? Vi ankommer til Isle of Skye med båd fra fastlandet. Utallige betagende syn venter dig langs de spektakulære Cuillin bjerge, som dominerer øen. Isle of Skye forlades, og der gøres fotostop ved Skotland mest fotograferede slot Eilean Donan Castle, smukt og ensomt beliggende på en idyllisk ø.

5. dag: Isle of Mull og Iona
Fra morgenstunden forlades Fort William og vi sejler den korte tur til øen Mull, der lokker med dens kridhvide sandstrande og dramatiske bjerge. Øens største by er Tobermory, hvor 800 af øens i alt 2700 øboere bor. Tobermory var oprindelig en fiskerby, men i dag et yndet turiststed med en usædvanlig smuk havnefront, hvor bygninger i alverdens farver charmerer. Fra Fionnphort sejler vi til den lille og roligere ø, Iona. Her er der adgang forbudt for biler, kun få lokale har tilladelse til at køre på øen. Så vi spadserer til Iona Abbey, et af Skotlands mest historiske og hellige steder. Klostret blev grundlagt af St. Columba og hans irske tilhængere i år 563 og har været gravplads for skotske konger og høvdinge i flere århundreder. Klosteret har gennem alle årene bevaret sin åndelige atmosfære. Faktisk udstråler hele øen en speciel atmosfære skabt af de usædvanligt hvide sandstrande, lyserøde granitsten og specielle lys. Med ophøjet sind og ro i sjælen køres til hotellet på Mull, hvor vi skal overnatte.

6 dag: Loch Lomond, Glasgow og whiskeysmagning
Fra Mull sejles til Oban på fastlandet. Efter ankomsten til Oban besøger vi Oban Destillery, hvor vi smager på ægte skotsk whisky. Landskabssceneriet som møder os mod Glasgow er simpelthen fascinerende med bl.a. de meget maleriske bredder ved Loch Lomond og Trossach Nationalpark. I Glasgow skal du kigge på byens nye spændende og moderne arkitektur samt opleve kulturen og byens handel. Skotlands største by har oplevet en gevaldig opblomstring de senere år, og det kan ses og mærkes. Du får lidt tid på egen hånd, inden vi kører til hotellet, som ligger centralt i Glasgow. Måske aftenen byder på et besøg på en af de mange pubber, som findes i alle skotske byer?

7. dag: Hjemrejse
Du tager afsked med dine medrejsende, som skal videre med bussen (Flybilletter til Danmark kan bestilles sammen med rejsen).

DIVERSE
I Skotland benyttes engelske pund.
El-adapter medbringes til brug i Skotland.

Entreer på udflugter (ca. priser):
Hadrians mur £ 6,-
The Royal Yacht Britannia £ 13,-
Edinburgh Castle £ 15,-
Sejltur Loch Ness £ 14,-
Urguhart Castle £ 8,-
Whiskysmagning og rundvisning £ 12,-

Afgange og priser

Afrejse Rejsemål Hotel Ledige pladser Fra pris
21 / 8 Skotland - Fly
Hotelliste Skotland Rundrejse 5 8.899,- Bestil

Hotel

Hotelliste Skotland Rundrejse

***
Vi bor på gode 3* hoteller, hvor alle værelser har bad og toilet. Morgenmaden er righoldig skotsk morgenmad, og middagen er 3-retters menu eller buffet. Ca. 8 dage før afrejse sende...

Skotland (Hotelliste)

***
Vi bor på gode 3* hoteller, hvor alle værelser har bad og toilet. Morgenmaden er righoldig skotsk morgenmad, og middagen er 3-retters menu eller buffet. Ca. 8 dage før afrejse sende...
EmediateAd