Skip to main content

Læsø med gallerist Tom Christoffersen

Unikke oplevelser på Læsø med gallerist Tom Christoffersen

Der er særdeles mange grunde til at besøge Kattegats største ø. Læsø er som at se ind i et prisme, hvor hvert eneste spejl kaster unikke billeder tilbage.
For femtusinde år siden gjorde Læsø sig fri fra af havet og de femtusinde år har givet os en historiefortælling om skibsforlis, kvinder ved magten, kunst, gastronomi og usædvanlig natur på de 21 x 12 km Læsø udgør.
To af de vigtigste danske kunstnere i det 20. århundrede valgte at slå sig ned på Læsø. På denne rejse kan vi helt unikt invitere jer indenfor, både i Asger Jorns hus og Per Kirkebys atelier. Gallerist Tom Christoffersen, som er medarrangør af denne rejse, erhvervede huset direkte af Nanna Jorn i 2007. Huset, hvoraf dele af det lå i ruiner, blev istandsat og fremstår i dag stort set som da Jorn forlod det efter sin sidste juleaften i 1972. Almindeligvis er begge steder lukket for offentligheden – men vi kan byder jer med indenfor.

Højdepunkter
✓ Gallerist Tom Christoffersen
✓ Per Kirkebys hus og have
✓ Kunsten blomstrer på Læsø
✓ Læsøs hvide guld
✓ Rose i haven

Hurtigsøgning

Dagsprogram

1. dag: Med bus til Læsø og besøg i Per Kirkebys hus
Efter opsamling køres der nordpå til Frederikshavn, hvorfra vi skal med færgen mod Læsø. Vi er fremme i Vesterø Havn først på eftermiddagen, hvor gallerist og ejer af Asger Jorns atelier, Tom Christoffersen møder jer.
Besøget på Læsø starter med en frokost platte på Hotel Nygaard, der byder på lækre retter lavet af friske og lokale råvarer. 
Naturen er overvældende på Læsø. Kun få procent af øen er bebygget og plante og dyreliv er berømt viden om. Vi kører ud mod Rønnerne og på vejen vil vi besøge Per Kirkebys hus og have. Kirkeby omtalte haven som prøvefeltet og byggede en lang række skulpturer. Haven er af international klasse og et kreativt kraftfelt. På Læsø skaber Kirkeby en lang række af sine vigtigste skulpturer og malerier.
Vi vil prøve at finde et svar på hvorfor landets to største kunstnere slog sig ned på netop Læsø. Men inden Jorn / Kirkeby kom guldaldermaleren Martinus Rørby og en lang række kunstnere forbi øen og malede. Eller malede kvinderne fra øen – når de arbejdede i Skagen om sommeren. Tuxen, Ancher og Krøyer for blot at nævne nogle få. Turen vil knytte mange bånd til kunsthistorien.
Efter besøget fortsætter vil til et af øens udmærkede hoteller. Vi spiser fælles middag på Nygaard i Byrum, og der vil være en introduktion til næste dags program. 

2. dag: Læsø Saltsyderi, Museumsgården og Asger Jorns Atelier 
Efter morgenmaden sætter vi kursen mod det berømte Læsø Saltsyderi, hvor de fortæller historien om saltudvinding, Saltsyderiet ligger på kanten af Rønnerne. Et kæmpemæssigt strandeng område hvor der findes både sjældne orkidéer og tusinder af fugle på træk eller ophold. 
Jeres rejseleder er meget betaget af Regnspoven, Nordeuropas største vadefugl, hvis melankolske skrig ofte kan høres ude bag syderiet.
Vi skal høre historien om Danmarks første industriproduktion --- der til sidst blev lukket ned fordi man ikke passede på naturen --- alt imens det syder og damper fra de opvarmede pander. 
Siden middelalderen er Læsøsaltet udvundet efter samme opskrift, hvor det meget salte grundvand inddampes på store pander over åben ild. Med porøse salt flager til følge – af mange gourmetrestauranter kaldt verden absolut bedste. Vi har selvfølgelig tid til at købe salt i deres lille fine forretning.
Herefter kører vi ud i Læsøs skønne landskab og vi vil se nærmere på de forunderlige tangtage med deres kæmpemæssige ophobninger af ålegræs --- det er nærmest et surreelt syn. Forskellige fonde har hjulpet Læsø med at bevare tangtagene. Det er en god og opmuntrende historie --- som skal fortælles. Efter besøget på museumsgården --- der er en totalt uberørt 4 længet gård fra 1600-tallet --- vil vi se et hus der har fået nyt tag. Det rigtige ålegræs vokser stadig ved Møen og man henter det til Læsø. Huset har lige fået 8 tons lagt op. Smukt, og ret så mærkeligt og inde i huset (som er privat) hænger både tegninger af Krøjer og Tuxen.
Det gør der også på Museumsgården – men her er det olie på lærred. Det berømte maleri af Læsøpigen malet af Michal Ancher er et af turens mange små højdepunkter. På gården, hvor intet er ændret i flere hundrede år, vil vi også høre historien om kvinderne der tog magten og meget blev bedre derved. Mændene var på langfart og Stine der boede på museumsgårdsen --- og de sidste år af sit liv var kustode --- var den 3. kvinde i stribe der arvede gården!
Næste stop er den røde, stråtækte gård, som Jorn anskaffede sig i 1964. Der gik et par år og en ombygning, inden han tog stedet i brug.  Til Ekstra Bladet udtaler han at ” det er først gang jeg får et atelier der er lige efter mit hoved.” Igen var det galleristen Børge Birch der tog sig af alt det praktiske.
Den gamle kostald bliver meget imponerende --- men helt uprætentiøst --- ombygget og malerklatterne på borde og gulve fortæller om de malerier han malede her. Vi gennemgår en serie malerier som Børge Birch viste på den sidste Jorn udstilling i 1972. Alle malet (næsten sikkert) på Læsø. Titlen var ” Øjets blikstille” og galleristen vil påstå at mange af malerierne bærer inspiration af Læsø. 
Det kan sikkert diskuteres. Men det kan ikke diskuteres at Jorn sender hilsner i sine malerier til Munch (det gælder også et af Læsø malerierne) Det samme gør Per Kirkeby konstant. Begge har Munch som et pejlemærke. 
Dronning Margrethe besøgte for nogle år siden øen og huset og der knytter sig også flere gode historie til det besøg --- der også har med Jorns historie at gøre.
Vi spiser en god sandwich i Jorns have og der bydes på kold rosévin. Der fortælles flere historier om skibsbrud og kærlighed inden vi tager færgen mod Frederikshavn.
Efter et par oplevelsesrige dage er vi tilbage på aftenen. 

Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.