Dagsprogram

  • 1. dag: Over grænsen og gennem historien

    Efter opsamling sætter vi kurs mod Gedser, hvor vi tager med Scandlines til Rostock. Under overfarten nyder vi det store all-inclusive morgenbord og styrker os til dagens program. Vel ankommet til Rostock kører vi gennem Warnow-tunnelen og starter med et besøg i charmerende Warnemünde. Herfra sejlede færgerne under den kolde krig til Gedser – og medbragte af og til flygtninge fra DDR.
    Vi fortsætter turen gennem Lütten Klein og Rostock, inden vi følger E55, den gamle ”Transitstrasse”, mod Berlin. Vi ankommer til storbyen via den historiske grænseovergang Checkpoint Bravo, hvor vi gør et ophold, inden vi besøger den berømte Spionbro (Glienicker Brücke). Herefter kører vi til vores hotel ved Alexanderplatz, og efter indkvartering nyder vi en fælles middag på en lokal restaurant.

  • 2. dag: Stasi, Muren og det delte Berlin

    Efter morgenmaden kører vi til Hohenschönhausen, hvor vi får en guidet tur i det berygtede Stasi-fængsel. Det er et besøg, der gør et uforglemmeligt indtryk og giver et rystende indblik i, hvordan systemet behandlede sine borgere. Turen fortsætter til Bernauer Strasse, hvor vi ser resterne af den originale mur og får et unikt billede af, hvordan dødsstriben var opbygget. I dag kan vi frit bevæge os mellem øst og vest – en stærk kontrast til fortiden. Vi fortsætter til fods gennem bydelen Mitte, passerer Tränenpalast (Tårepaladset), hvor utallige familier har taget tårevædede afskeder, og ser Rigsdagen og Brandenburger Tor. Efter tid på egen hånd mødes vi til middag på en spændende DDR-restaurant.
    Efter middagen kan det pulserende liv nydes på Alexanderplatz, på ”Dagen hvor det skete”, den 9. november 1989.

  • 3. dag: Hverdagsliv og kontraster i DDR

    Dagen starter med et besøg på DDR Museum. Udstillingen er en fascinerende rejse tilbage i tiden, der viser hverdagslivet i DDR – både de svære udfordringer og de mere velkendte sider af dagligdagen. Derefter udforsker vi det hyggelige Nikolaiviertel, inden vi vender tilbage til Alexanderplatz. Her hører vi om pladsens centrale betydning under det socialistiske styre, hvorefter der er tid på egen hånd.
    Om eftermiddagen kører vi via East Side Gallery til Vestberlin og den ikoniske shoppinggade Kurfürstendamm. Her hører vi den utrolige historie om bankboksen med millioner af D-mark, før der bliver tid til shopping eller en forfriskning. Vi afslutter dagen på en af byens ældste restauranter med en historisk middag. På vej tilbage til hotellet læner vi os tilbage i bussen til tonerne af "Når lygterne tændes".

  • 4. dag: Eliteryttere og jagtmarker

    Vi pakker bussen og begiver os ud på turens sidste udflugt. Vi forlader Berlin og kører mod Nossentiner Heide, hvor vi finder Erich Honeckers tidligere jagthytte – et lukket område, hvor almindelige DDR-borgere aldrig havde adgang. Vi hører de spændende historier om magtens elite, udforsker området og nyder en fælles frokost.
    Herefter tager vi afsked med de historiske steder og sætter kurs mod Rostock. Vi sejler kl. 15:45 og forventer at være i Gedser ca. kl. 18:00, hvorefter afsætningen begynder.