Alle mødes på Ny Skivehus kl. 06.00 og med passende pauser undervejs via Hamburg, Bremen,
Dortmund og Køln mod Trier. Ankomst til Hotel Best Western først på aftenen, hvor
værelserne og middagen venter.
I Trier bor vi centralt og starter dagen med en byvandring. Vi ser nærmere på byen der blev
grundlagt af den romerske kejser, Julius Cæsar. Han gav byen navnet Augusta Treverorum, og
byen blev regionshovedstad for den galliske del af Romerriget. Trier oser af kultur og tyskromersk historie, der går helt tilbage til år 100 efter Kristi fødsel.
På eftermiddagens udflugt drager vi til landet og byen Luxemborg. Selve landet Luxemborg er
et hertugdømme, der ligger som en lille enklave mellem Frankrig, Tyskland og Belgien, hvor
Moselfloden danner grænse mellem Luxemborg og Tyskland. På vej til Luxemborg by kører vi
forbi området med nuværende og tidligere EU-institutioner. Luxemborg har i årene efter 2.
Verdenskrig udviklet sig til at være et finanscenter for mange udenlandske banker,
forsikringsselskaber og holdingselskaber. I Luxemborg by vil vi spadsere en tur gennem den
centrale del af byen, hvor også hertugens slot ligger. Der bliver tid til en forfriskning.
Moselfloden med nogle af dens romantiske byer er målet for dagens udflugt. Bernkastel-Kues
er en ”by” på hver sin side af floden, hvor bydelen Bernkastel regnes for smukkest. Nogle
siger, at pænere findes det ikke i Mosel-området. Fra floden er der kun få minutters gang til
torvet med den gamle brønd. Efter et glas lokal vin kan turen gå videre ad Karlstrasse op til
borgruinen, eller ad Römerstrasse, som fortsætter i den brostensbelagte Burgstrasse. Et flot
bagtæppe er vinmarkerne, som ses for enden af alle sidegaderne. Måske var det en idé at
spadsere op til Mosel-dalens mest berømte mark, Bernkasteler Doctor med Tysklands dyreste
vin. Overalt i Bernkastel er der mulighed for at prøvesmage vin. Midt på eftermiddagen venter
en smuk sejltur fra Bernkastel. Roligt glider båden frem på Mosel, og du kan nyde den smukke
natur fra soldækket hele vejen til Traben Trabach, hvor vores bus venter på os.
Vi fortsætter mod Colmar og ved ankomst introduceres vi for vores værtsby på en byrundtur
med det lille tog ”Petit Train”. Her får vi inspiration til oplevelser på egen hånd de næste dage i Colmar, som bl.a. byder på Musée d´Unterlinden med Mathias Grünewalds’ berømte
altertavler fra Isenheim, det berømte Maison de Têtes, rådhuset og Bartholdimuseet for
bysbarnet og kunstneriske udformer af Frihedsgudinden i New York. Vi bor tre nætter på
Greet Hotel Colmar. Efter indkvartering er der middag på hotellet.
Hen på formiddagen er der udflugt på den berømte ”Route du Vin”. Som en lille
eventyrvej ligger Vinruten, der fra gammel tid har forbundet de mindre byer med
hinanden. Byerne var dengang udsatte og lå på en befærdet rute. Derfor er der ofte
bymure omkring de maleriske småbyer. Undervejs besøger vi Ribeauvillé og Riquewihr,
og her hilser de små vinstuer og kølige kældre byder os velkomne. Undervejs holdes der
ind hos en lokal vinbonde som fortæller om hele processen med vinproduktionen –
rundvisningen slutter vi naturligvis af med smagsprøver af de liflige dråber.
Dagens udflugt fører os op i Vogeser bjergene hvor vi kører ad ”Route de Cretes” gennem
de flotte landskaber med Alsaces runde bjerge. Vi starter ved Sainte-Marie-aux-Mines og
via passet Col de la Schlucht kommer vi til Grande Ballon, det højeste bjerg i Vogeserne
1.424 m.o.h., hvorfra man i klart vejr kan nyde den betagende udsigt over Vogeserne og
vinmarkerne. Tæt ved ligger en lille botanisk have for bjergarter. Fra bjergene når vi ned
til Hartmannswillerkopf, hvor krigskirkegården fra 1. Verdenskrig minder om store slag og
giver stof til eftertanke. Ud på eftermiddagen er vi tilbage i Colmar.
Strasbourg har med sin centrale beliggenhed en særlig europæisk status. Historisk har
byen skiftevis været tysk og fransk, hvilket har medført en særlig blanding af tysk
stringens og fransk charme. Domkirkekvarteret er præget af mindre gader, en hyggelig
atmosfære og Petite France, som ikke uden grund har ry for at være en af Europas
smukkeste og mest charmerende bydele. Byen huser bl.a. EU-parlamentet, som vi ser på
en lille byrundtur. Mulighed for sejltur og besøg i den berømte katedral. Hen på
eftermiddagen kører vi fra det franske mod overnatningshotellet i Midttyskland.