Dolomitterne

- italiensk tyrolercharme
 

Dolomitternes dramatiske og romantiske alpeverden med vinmarker, olivenlunde, idylliske landsbyer og sneklædte bjergtinder året rundt er et stykke Italien, der charmerer alverdens turister. Her i de norditalienske alper imponerer en bjergverden, som ikke har sit lige. Desuden byder Sydtyrol, som området også kaldes, på smukke byer som kurbyen Merano og middelalderbyen Bolzano. Blandt alpesøerne dominerer den verdensberømte Gardasø med sit mondæne miljø i vidunderskønne omgivelser. Sydtyrol var tidligere en del af Østrig, hvorfor en stor del af områdets venlige indbyggere mestrer både tysk og italiensk. Laives kan være byen, hvor vi bor på denne tur. Med sine 15.000 indbyggere ligger byen smukt i en dal omgivet af vinmarker og frugtplantager.

Rejsen arrangeres med bus.

Højdepunkter
• Sydtyrol - tidligere Østrigsk, nu italiensk
• Fantastiske naturoplevelser i Dolomitterne
• Gardasøens charme og idylliske byer
• Kurbyen Merano - Tyrols tidligere hovedstad
• Middelalderbyen Bolzano - kultur i særklasse
• Besøg hos vinbonde og smagninger

Pris fra:
5.099,-

Busrejse - 8 / 9 dage

PanterGruppepris inkluderer
✓ Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet
✓ Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus
✓ Dygtig og rutineret chauffør
✓ Dansk rejseleder
✓ 7/8 overnatninger med morgenmad
✓ 7/8 x middag
✓ Buskørsel på valgte udflugter
✓ Skat, moms og bidrag til Rejsegarantifonden

Evt. tillæg:
• Enkeltværelse
• Frokoster og drikkevarer
• Entreer og sejlture

Diverse
Der benyttes Euro på hele turen.

Denne rejse er skræddersyet til lukkede grupper - kontakt os for tilbud.
Se Rejsekalender for ledige pladser til individuelt rejsende.


Send forespørgsel

Dagsprogram

Rejsens forløb

1. dag: Afrejse
Vi lægger kursen sydover forbi Magdeburg til overnatning syd for Leipzig.

2. dag: Østrig og til Italien
Turen fortsætter mod syd gennem Østrig og over Brenner-passet til vores hotel.

3. - 6. dag (3. - 7. dag): Udflugtsprogram

7. dag (8. dag): Vi forlader Italien
Vi kører gennem Østrig og over Fernpass i 1209 meters højde til overnatning i Midttyskland.

8. dag (9. dag): Hjemkomst
Gennem Nordtyskland og retur til Danmark.

Forslag til udflugter

Panoramatur i Dolomitterne
Udflugt gennem nogle af Norditaliens smukkeste bjergegne, hvor grønne dalstrøg veksler med stejlt opstigende bjergkamme. Vi henrykkes over det ene dramatiske bjergskue efter det andet. Undervejs passerer vi den kendte skisportsby Canazei og kører gennem flere stejle bjergpas i flere tusinde meters højde. En uforglemmelig tur i Dolomitternes særprægede og majestætiske univers.

Besøg hos vinbonde
Vi besøger en af områdets vinbønder og hører om den lokale vinproduktion, som byder på mange fine vine. Naturligvis skal vi også smage på de liflige dråber.

Kurbyen Merano
Tyrols tidligere hovedstad Merano er i dag en anerkendt kurby med mange kurhoteller og termalbade. Byen er præget af hyggelig italiensk stemning med smukke gamle huse og smalle gader, hvor blomsterflor lyser op overalt. En særligt herlig oplevelse er en promenade langs Pissirio-floden, der løber gennem byen. På denne udflugt er der god tid til afslapning og shopping på egen hånd i en af Norditaliens dejligste byer.

Middelalderbyen Bolzano
Udflugten til Bolzano, med 100.000 indbyggere, byder på kulturelle oplevelser i særklasse. På en lille vandretur oplever vi den hyggelige middelalderlige bymidte, og vi promenerer ad byens ældste gade, Laubengasse, der stammer tilbage fra 1200-tallet. Piazza delle Erbe, danner rammen om et farvestrålende marked, der byder på alt inden for frugt, grønt og blomster, som Bolzanos opland kan præsentere. Markedet kan bryste sig af i sin tid at have fået selveste Goethe’s kvalitetsstempel. Vi har god tid til indkøb og oplevelser på egen hånd. At anbefale er besøg i Franciskanerkirken fra 1200-tallet eller på bymuseet (Museo Civico), der udstiller folkedragter, kunsthåndværk og arkæologiske fund fra Sydtyrol.

Heldagstur til Gardasøen
Vi kører med bus til Gardasøens nordlige spids, hvor byen Riva ligger. Her går vi om bord på en udflugtsbåd, som fører os over det klare søspejl til en af Gardasøens mest populære attraktioner, nemlig den lille maleriske by Limone. Byen har sit navn efter områdets mange citronplantager, der tidligere var den vigtigste indtægtskilde. Området omkring Gardasøen er i øvrigt det nordligste sted, hvor citrontræer kan trives. Vi skal på en lille guidet tur rundt i Limones snævre gader, og siden er der afsat tid på egen hånd til frokost, indkøb og afslapning langs den maleriske havnepromenade. Efter spændende oplevelser mødes vi igen for at sejle retur til Riva, hvorfra vi med bus kører til vores hotel og på hjemturen nyder udsigten til de smukke byer Arco og Trento.

Hotel

Vi bor på Hotel Ideal, et smukt hotel beliggende i udkanten af Laives bycentrum. Hotellet har været i fam. Franellis eje gennem flere generationer. Der er reception og restaurant, en hyggelig terrasse med liggestole, udendørs og indendørs pool, wellness område med boblebad, dampbad og sauna, alt uden beregning for hotellets gæster. Elevator og alle værelser bad, toilet, telefon, TV, safeboks, køleskab, klimaanlæg og balkon. Et hotel der virkelig indbyder til afslapning og forkælelse. www.hotelidealpark.it

EmediateAd