Skip to main content

Dresden

- og andre kulturperler i Tysklands østlige skovland


Men udgangspunkt i Dresden, sachsernes gamle hovedstad og tyskernes imponerende svar på Firenze, skal vi opleve det smukke område,der i øst grænser op til Polen og i syd mødes af den skovklædte grænse til Tjekkiet. Egnen taler endnu i dag sit tydelige sprog om tidligere tiders storhed og magt. På det kulturelle område demonstreres det i Meissen, hjemby for en porcelænsproduktion, der går flere hundrede år tilbage i tiden. Byen Görlitz ved grænsen til Polen fortæller sin egen historie om skiftende sachsisk og preussisk tilhørsforhold, og i selve Dresden skal vi opleve de historiske bygningsværker, som efter de voldsomme bombardementer i 1945 nu igen er rejst i den gamle hovedstad og knejser om muligt med endnu større pragt end førhen. Sidst men ikke mindst byder denne rejse på betagende naturoplevelser ved Elbens bredder i dette smukke, skovklædte hjørne af Tyskland.

Rejsen arrangeres med bus.

Højdepunkter
• Dresden - kulturcentrum
• Frauenkirche, Semper operaen og Zwinger slottet
• Meissen - kendt porcelæn
• Saksiske Schweiz med enestående natur
• Görlitz - Tysklands østligste by

Denne rejse er skræddersyet til lukkede grupper - kontakt os for tilbud på
tlf. 7585 7333 eller panter@panterrejser.dk
Se 
Rejsekalender HER for ledige pladser til individuelt rejsende.

 

Hurtigsøgning

Dagsprogram

Rejsens forløb

1. dag: Afrejse til Dresden
Vi kører via Berlin til Dresden. Undervejs oplever vi forskellene mellem det gamle Øst- og Vesttyskland, selvom udviklingen i de østlige delstater er gået hurtigere, end mange havde forventet.

2. - 4. dag: Udflugtsprogram

5. dag: Hjemrejse
Efter morgenmaden forlader vi vores hotel og kører retur til Danmark.

Forslag til udflugter

Dresden - byrundtur

Sachsen var et selvstændigt kongerige indtil 1871, og hovedstaden Dresden bærer stadig tydeligt præg af denne status. Pragtslottet Zwinger, den smukke Semper Opera og Frauenkirche ligger langs Elbens flodløb og er alle en kulturhovedstad værdig. Særligt imponerende er det at se den genopbyggede by, der nætterne mellem 13. og 15. februar 1945 nærmest blev jævnet med jorden af allierede bombefly. Byrundturen foregår både med bus og til fods i ”Tysklands Firenze”, og der bliver tid til at udforske byen på egen hånd.

Meissen og porcelæn
Byen Meissen er måske ikke så kendt som produkterne, der fremstilles her. Meissen-porcelæn har skrevet sig ind i den europæiske historie, og vi besøger den kendte fabrik, som gennem århundreder har fremstillet den berømte porcelæn. Her ser vi, hvordan leret på forunderlig vis omdannes til det smukkeste porcelæn, og i museet ser vi fabrikkens produkter fra de sidste 200 år. Naturligvis bliver der mulighed for at købe ind, og prisen følger kvaliteten. Inden vi vender tilbage til Dresden, bliver der tid til at kigge nærmere på den hyggelige by Meissen, der også er kendt som vinby.

Saksisk Schweiz - Elbsandsteingebirge
Vi besøger Elbsandsteingebirge, et spændende område i Saksiske Schweiz nær den tjekkiske grænse. Enestående klippeformationer på op til 200 meters højde ligger langs Elbens snoede løb. Bjergene er af sandsten - heraf navnet. En mængde isolerede bjergtoppe viser sig i området og består ligeledes af et sandstensplateau med vilde, romantiske dalsænkninger. Det ene imponerende syn efter det andet afløser hinanden. Vi kører en panoramatur med bussen, og der bliver også mulighed for en sejltur på Elben. Efter en dag blandt naturens forunderligheder vender vi tilbage til hotellet.

Görlitz - Tysklands østligste by
Görlitz er den østligste by i Tyskland beliggende ved grænsen til Polen og var før 2. Verdenskrig en af de vigtigste tyske byer. I dag er det den vestlige del af den tidligere sammenhængende by, som har beholdt navnet Görlitz. Efter 2. Verdenskrig blev den østlige del af byen overtaget af Polen og omdøbt til Zgorzelec. Neisse-floden løber gennem byen, der i dag har små 60.000 indbyggere. Byen har to store pladser med mange smukke eksempler på renæssance- og barokarkitektur. Efter grundlæggelsen i 1071 har Görlitz gennem tiden haft skiftende tilhørsforhold til Sachsen og Preussen. I dag er byen den 6. største i Sachsen, delstaten som blev genoprettet i 1990 ved Tysklands sammenlægning.

Hotel

Ibis Hotel Königstein Hotel Dresden 3* ligger i centrum, alle værelser er ikke rygerværelser og er lyst møbleret, har air-condition, bad/wc, telefon, radio og tv. Trådløst internet mod betaling. Hotellet har restaurant og bar.
www.ibis-dresden.de



Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.