Skip to main content

Lolland, Falster og Møn

- Danmarks sydhavsøer


Flot natur, herregårde, danske broer og sunde. Lolland, Falster og Møn ligger som frodige, grønne øer midt i den blå Østersø. Her er himlen høj, kystlinjen lang og skovene dybe. Vi besøger smukke Møn, hvor kysterne byder på vekslende naturtyper og smukke udsigter – ikke mindst fra den berømte Møns Klint. Også Lolland-Falster frister med afvekslende danske landskaber og seværdigheder. Øernes hovedstæder byder på gode shopping-muligheder inden for tøj, brugskunst mm. Den hyggelige by Nykøbing Falster, perlen ved Guldborgsund, er vores udgangspunkt. Den gamle klosterkirke, som gemmer sig bag en enorm kastanje, er et besøg værd. Indenfor er kirken smukt dekoreret, bl.a. med en prægtig altertavle og den Mecklenburgske anetavle, begge skænket af Christian den IVs mor, Sofie, der havde Nykøbing Slot som enkesæde.

Rejsen arrangeres med bus.

Højdepunkter
• Den hyggelige by Nykøbing Falster
• Imponerende Møns Klint og Geocenter
• ”Vilde oplevelser” i Knuthenborg Safaripark
• Lystslottet Liselund
• Paradishaven i Maribo med sejltur

Denne rejse er skræddersyet til lukkede grupper - kontakt os for tilbud på
tlf. 7585 7333 eller panter@panterrejser.dk
Se 
Rejsekalender HER for ledige pladser til individuelt rejsende.

Hurtigsøgning

Dagsprogram

Rejsens forløb

1. dag: Afrejse
Afhængig af hvorfra i landet der er afrejse, vil det allerede første dag være muligt at nå en eller flere af rejsens udflugter / besøg.

2. & 3. / 4. dag: Udflugtsprogram

4. / 5. dag: Hjemrejse
Der tages afsked med vort hotel og på vej mod vores hjemby indlægges et eller flere besøg.

Forslag til udflugter

Vordingborg og Gåsetårnet
I Vordingborg besøger vi Gåsetårnet, Danmarks bedst bevarede middelaldertårn, og den smukke historisk botaniske have, buksbomhaven med 400 af gamle dages mest yndede prydplanter samt læge- og krydderurter. Mulighed for at opleve Vordingborg på egen hånd.

Møn rundt med et par afstikkere
På Falster ser vi hyggelige fiskerbyer på vej til Hesnæs. Her er husene kendte for de specielle stråtækte vægge. I den lille fiskerby Stubbekøbing ser vi Marie Grubbes færgested. På Møn gælder vores første besøg Fanefjord kirke med dens imponerende kalkmalerier. I Stege finder vi voldanlægget, krogede gader og ikke mindst ”Mølleporten”, som er en af de sidste bevarede byporte fra middelalderen. Vi kører forbi lystslottet Liselund, hvor vi skal se parken, inden vi besøger Møns Klint, der hæver sig 128 m over havet. Her står vi på toppen af det danske kridtfundament. Danmark er helt unikt bygget på en platform af kridt, og derfor vidner Møns Klint om de enorme kræfter, der har skabt landet og den enestående flora og fauna i området. Vi besøger Geocenter Mønsklint, og der er mulighed for selv at gå en tur i området, hvor vi kan være heldige at finde 18 af Danmarks vilde orkidéer eller måske opdage et 70 mio. år gammelt fossil på stranden. Vi kører den smukke tur over Bogø og Farø tilbage til hotellet.

Knuthenborg Safaripark
Siden skabelsen i 1860erne har det været muligt at besøge parken til fods, til hest, på cykel og langt senere i bil. Parken blev fredet i 1926 og har udviklet sig fra lokal lollandsk seværdighed til en national turistattraktion. I 1969 fik den nuværende lensgreve, Adam W. Knuth, ved et tilfælde mulighed for at huse de første eksotiske dyr. Rygtet om de spændende dyr tog fart, og det blev efterhånden en rejse værd at opleve dem. Ideen og inspirationen til selv at skabe en safaripark var for alvor vakt på Lolland. I parken findes en mængde eksotiske planter og træer foruden alle de spændende dyr som giraffer, næsehorn, zebraer, emuer, lamaer, kameler, bisoner, løver og ikke mindst grevindens store fuglesamling. Mulighed for frokost i parken.

Maribo, Paradishaven samt sejltur
Vi tager til Lolland, hvor vi besøger Paradishaven, en gammel have med fuchsia samt en ny med alpine planter, rododendron, stauder, roser, hosta, dahlia, fuchsia, primulaer, liljer, krydderurter og medicinske planter. En fantastisk spændende have, som også byder på en smuk sø. Dodekalitten nærved Paradishaven er også en fantastisk oplevelse - et helt unikt monument af stenskulpturer kombineret med musik. Ved Maribo tager vi på sejltur på Søndersø med turbåden Anemone, hvor vi sejler forbi Borgø, Hestø, Præstø og Romsø. Talrige fugle holder til i Naturparken - bl.a. grågæs, taffelænder og ikke mindst havørnen.

Hotel

Hotel Falster 3* er et hyggeligt hotel med 68 værelser. Pæne værelser med douche / toilet, tv og telefon. Hotellet er familiedrevet og ligger i udkanten af Nykøbing. God restaurant, bar og reception.
www.hotel-falster.dk

Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.