1.dag: Ankomst Sorrento
Efter ankomst til Napoli tager vi bussen til den charmerende by Sorrento, som oser af syditaliensk stemning. Det centrale torv i byen er Piazza Tasso, og herfra går de smukke stræder med indbydende specialforretninger. Sorrento er beliggende 50 meter over havoverfladen og har med sit skønne klima og den spektakulære beliggenhed lokket prominente gæster for mange år tilbage. Byron, Goethe og Keats er bare nogle af de storheder, som søgte til byen for inspiration.
Om aftenen er der middag på hotellet.
2 dag: Besøg på pastafabrik i Gragnano og byrundtur i Sorrento med smagning af ”det flydende guld”
Vi bruger formiddagen i den lille by Gragnano, som er berømt for sine pastafabrikker – for ca. 100 år siden lå der ca. 200 pastafabrikker i byen. Under et besøg på Ducato d’Amalfi pastafabrik – et helt nymoderne anlæg lærer vi os mere om selve fremstillingen på en virtuel reality-tour. Under turen oplever vi det gamle Gragnano og byens gamle traditioner med pastafremstilling, der gøres på en meget eksklusiv måde. Efter rundvisningen skal vi nyde tre forskellige pastaretter inkl. vin.
Så går turen retur til Sorrento, hvor vi skal på en orienterende byrundtur efterfulgt af et besøg hos en lokal likørproducent for at prøvesmage én af områdets specialiteter, den berømte limoncello.
Om aftenen er der middag på hotellet.
3 dag: Amalfikysten og Ravello
I dag skal vi udforske den sydlige del af Sorrentohalvøen - Amalfikysten, også kendt som den "guddommelige kyst". Gennem en snoet vej kører vi i minibusser til den maleriske landsby Positano, hvor pastelfarvede huse med små haver og terrasser synes at klatre op ad de stejle skråninger.
For at opleve den storslåede udsigt fra søsiden skifter vi her transportmiddel til en båd for en stund (hvis vejret tillader det). Ledsaget af vidunderlig natur sejler vi i roligt tempo langs kysten forbi fiskerlandsbyen Praiano mod Amalfi, hvor vi lægger til. Byens glorværdige historie som søfartsrepublik mærkes ikke i dag, men den smukke katedral fra det 8. århundrede pryder stadig den hyggelige bymidte.
I Ravello besøger vi Villa Rufolo - en ægte oase, der byder på et fantastisk panorama. Her fandt Wagner inspiration til operaen Parsifal. Efter en begivenhedsrig dag, der engagerer vores sanser, vender vi tilbage til hotellet for afslapning og middag.
4 dag: Pompeji – en arkæologisk skattekiste og vinsmagning på Vesuv
Dagens udflugt går til Pompeji, som blev grundlagt i 600-tallet f.Kr. og er ét af de bedst bevarede og udforskede steder fra antikken. I år 79 blev Pompeji dækket under 6 m. pimpsten og aske, da vulkanen Vesuv gik i udbrud. Man opdagede
byen i 1500-tallet, men det var først i 1748, at man begyndte med seriøse udgravninger. Man fandt her en by, som var ”frosset” i tiden. Her var velbevarede bygninger med malinger og skulpturer, templer, teatre, bade og meget andet, der giver os et godt indblik i folkets ”liv og lyster” for 2000 år siden.
Om eftermiddagen kører vi mod Vesuv for at besøge en vingård, hvis druer dyrkes og høstes på vulkanens bjergsider. Den vulkanske jord har været værdsat i mange år, og på gården skal vi smage på deres eventyrlige gode vine, ”Sorrentini Vini”. Efter rundvisning, let frokost og vinsmagning vender vi retur til hotellet.
5 dag: Tid på egen hånd eller udflugt til Capri
Dagen er til oplevelser på egen hånd - eller til at tage på udflugt til billedskønne Capri (mod egenbetaling).
Tilkøb: Udflugt til den verdenskendte Italienske ø, Capri.
Den eksklusive ø er kendt som et paradis for livsnydere og har fristet romerske kejsere, været klostersæde og taget imod landsforviste. Capri er en lille ø på kun 10 km2, og naturen veksler mellem blomstrende enge og dramatiske klipper. Vi besøger Villa San Michele i Anacapri, som er bygget af den svenske forfatter og læge Axel Munthe, som bosatte sig på Capri. Huset fungerer nu som et museum, og haven er som udsigten, magisk. Herefter tager vi minibussen ned til Capri, hvor vi skal på en byvandring, inden vi tager hydrofoilbåden retur til Sorrento.
Ønsker I at besøge Capri, koster udflugten kr. 700 pr. person og kan tilkøbes ved direkte kontakt til Panter Rejser.
6 dag: ”Bella Napoli” – byrundtur og ”pizza frokost”
I dag tager vi på en heldags udflugt til Napoli, Syditaliens hovedstad. Byen er energisk, farverig, levende og ikke mindst kendt for sine fantastiske pizzaer. Vi tager vores bus til Napoli og herefter på en gående byrundtur. Vi ser det historiske centrum, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og går forbi flere barokkirker og middelalderslotte. Vi afslutter byrundturen med en frokost på et lokalt pizzeria, hvor vi skal smage på den ægte traditionelle pizza, som byen er så kendt for - inkl. en lokal dessert. Inden vi vender tilbage til Sorrento, vil der være lidt tid til selv at gå på opdagelse i byen.
7 dag: Udflugt til den økologiske gård Turuziello i Schiazzano
Dagens udflugt går til landsbyen Schiazzano, som er placeret på toppen af en klippe. Her skal vi på rundvisning på den økologiske gård Turuziello citronplantage og smage gårdens egenproduceret citrusmarmelader på hjemmebagt brød, serveret med frisk limonade og limoncello. Vi skal også smage på forskellige olivenolier, som kan have smag af både chili, rosmarin eller basilikum og se deres fremstilling af Mozerella. Vi skal selvfølgelig også smage på de lækre oste akkompagneret af et køligt glas vin.
8.dag: Hjemrejse
Fra Sorrento sætter vi kursen mod Napolis Lufthavn og påbegynder vores hjemrejse ovenpå nogle skønne og oplevelsesrige dage i Syditalien.